I den storslåede magiske verden står den unge Alz foran det gamle græske tempel. Hans hjerte er fyldt med forventning og drømme om fremtiden, mens en let brise kærtegner ham og bringer duften af blomster, som får ham til at føle, at han er i et drømmeverden. Omkring ham er der en stille østlig have, hvor farverige blomster blomstrer under solen, som et smukt maleri, med et mystisk lys der kaster skygger på hans ansigt, som om det stille kalder på ham til at træde ind på en ukendt rejse.
Alz har altid drømt om at blive en stor magiker og udforske denne fantastiske og mystiske verden. Siden barndommen har han elsket at kigge op på stjernerne og fantasere om, hvilke historier der gemte sig bag de blinkende lys. I hans hjerte bærer han en drøm, der som den strålende stjernelys belyser hans vej. I denne have mærker han en uforklarlig kraft, som om hver blomst her hvisker og videregiver en form for mystisk viden.
"Jeg vil tage et kig ind i templet i dag, måske vil jeg finde nogle vejledninger," mumler han til sig selv, mens han forventningsfuldt træder ind i templet. Templet har engang været storslået ved indgangen, men nu er det slidte af tidens tand, selvom det stadig udsender en rolig atmosfære. Da han træder ind, er den kølige luft fyldt med en gammel duft, som beroliger Alz's sjæl.
Indvendigt er templets udsmykning skadet, men de delikate relieffer kan stadig vise fortidens glans. Alz kærtegner et af reliefferne, der skildrer en åndelig mester iført en kappe, som holder en strålende krystalkugle. Et rysten gik igennem Alz; den klare krystalkugle minder ham om den udfordring, han snart vil stå over for. Han ved, at han kun kan bevise sin magiske potentiel ved at finde den legendariske krystalkugle.
"Krystalkuglen, en mystisk juvel, siges at besidde uendelig magisk kraft," husker Alz de historier, hans forældre ofte fortalte ham. "Dem, der kan mestre krystalkuglen, vil opnå stor styrke og visdom."
Mens han vandrer gennem templet, mærker Alz en stærk tiltrækning; denne kraft fører ham dybere ind i templet. Luften synes at blive tungere, som om noget vigtigt venter på ham. Med forsigtig skrid beklæder han sig forbi en gammel trædør, som knirker svagt, som om den advarer ham om at være forsigtig.
Bag døren er der et dunkelt rum, centralt i rummet står et højt alter, som udsender et svagt lys. Alz' hjerte banker hurtigere; han ved, at det må være den legendariske krystalkugle. Han kan næsten ikke vente med at komme tættere på, og ser på krystalkuglen med en stærk længsel og respekt.
"Du er det, jeg altid har ledt efter," siger Alz stille, idet hans hænder nærmer sig. Da han rører ved krystalkuglen, føler han, at hele universets kraft strømmer ind i hans krop. Krystalkuglen stråler af lys, og med en kraftig storm føler Alz, at han er omgivet af magt.
I det øjeblik høres en dyb stemme fra den anden side af rummet, "Du er den eneste, der tør røre ved krystalkuglen, unge magiker." Alz vender sig om og ser overrasket en mystisk ældre mand materialisere sig fra mørket. Han bærer en kappe, har et majestætisk udseende, og hans øjne stråler af visdom.
"Hvem er du?" spørger Alz modigt.
"Jeg er en vogter; min opgave er at beskytte denne krystalkugle og forhindre den i at blive misbrugt." sagde den ældre mand med en rolig stemme, "Kun dem, der har ægte og modige hjerter, kan mestre dens kraft."
Alz føler et stød, og han ved, at han står over for en vigtig prøve. "Jeg vil arbejde hårdt for at bevise min værdi," siger han højt med beslutsomhed i blikket.
Den ældre mand nikker, "Så må du gennemgå tre prøver; kun gennem disse prøver kan du mestre krystalkuglens kraft. Den første prøve er mod; du må rejse ind i den mørke skov, finde løven fanget i torne og redde den."
Alz kender til de skræmmende myter om den mørke skov, et sted uden sollys, beboet af forskellige monstre. Men for at følge sine drømme beslutter han ikke at trække sig tilbage. Han tager en dyb indånding, kigger ind i den ældre mands øjne og siger fast, "Jeg vil gøre det."
Den ældre mand smiler let, peger hen imod templets indgang, "Der vil du finde vejen til den mørke skov."
Da han træder ud af templet, mærker Alz solen vælde ned over ham igen, og hans mod vokser. Han ser tilbage på det mystiske tempel og hvisker for sig selv, at han må vende tilbage for at fuldføre de andre prøver.
Vejen gennem den mørke skov er hård; Alz stopper ved skovens kant, mens han ser på en gruppe krager, der svæver over hans hoved og kvitre med dybe lyde, som for at advare ham om skovens fare. Gåendes skridt gør en hurtig overgang fra lys til mørke, og træerne synes at bøje sig mod ham, mens de udsender lavmælt klagen.
"Jeg vil helt sikkert finde løven," siger han til sig selv, med fasthed i sit hjerte. Han går forsigtigt hen over jorden dækket af visne grene og blade, mens han kan høre rovdyr kalde i det fjerne, der holder ham spændt.
Da Alz fortaber sig i skoven, beslutter han at følge lyden, han hører. Han følger de dybe brøl og bevæger sig mod det indre hjørne. Hver gang han mærker frygt, minder han sig selv om at være modig, for dette er vejen, han har valgt.
Da han endelig hører løvens brøl, er han både spændt og nervøs. Løven er fanget i tornene; det er dens hjælpeløse skrig, han hører. Alz løber hurtigt til løvens side, ser den viljestærke glans i dens øjne og ved, at det er en redningskamp.
"Vær ikke bange, jeg vil redde dig!" Alz samler mod, og begynder at skubbe tornene væk med de grene, han kan finde. Tornene hænger fast om løvens ben, de er sammenfiltret og efterlader blåt mærker på Alz' arme, men han stopper ikke, og bærer hele tiden sin tro i sit hjerte.
Til sidst, da han endelig fjerner den sidste torn, slipper løven endelig fri fra sin fangenskab. Løven ser overrasket på ham, så bøjer den hovedet og kærtegner Alz' hånd med sin varme næse. Alz føler en varme strømme indeni; han forstår, at han ikke kun har reddet løven, men også har følt livets værd.
"Vi vil altid være venner, ikke?" spørger Alz med et smil til løven.
Løven ser ud til at forstå hans ord, og brøler dybt, inden den løber ind i den mørke skov. Kort tid efter hører Alz endnu et dybt brøl, som synes at fejre hans mod.
Efter at have bestået den første prøve, fyldes Alz med selvtillid. Han vender tilbage til templet, hvor den ældre mand venter stille ved indgangen med et opmuntrende blik.
"Du har bestået den første prøve, modprøven," siger den ældre mand med et smil, "næste prøve er den kloge prøve. Du skal løse tre gåder, der beskytter krystalkuglen; dette er vejen til din sande visdom."
"Jeg er klar!" svarer Alz beslutsomt, og spændingen ved denne udfordring bringer ham glæde.
Den ældre mand begynder at læse den første gåde højt: "Med utallige ansigtstræk, men ikke et eneste ansigt; kan lade dig se alt, men taler aldrig. Hvad er det?"
Efter at have overvejet det et øjeblik svarer Alz straks, "Det er et spejl."
Der blinker et glimt af anerkendelse i den ældre mands øjne, og han fortsætter, "Den anden gåde er: 'Om dagen lyser jeg, om natten skjuler jeg mig, men jeg forsvinder aldrig. Hvad er det?'"
Alz tænker et øjeblik, og en idé slår ham, "Det er solen!"
"Rigtigt," nikker den ældre mand og smiler, "den sidste gåde: 'Selv om jeg ikke bevæger mig, bringer jeg forandringer; tidens hersker, hvad er det?'"
Denne gang tænker Alz længe. Han lukker øjnene og ser de flygtige dage og nætter flyde forbi, og så siger han eftertænksomt: "Det er et timeglas."
Den ældre mand smiler tilfreds, "Tillykke, unge magiker, din visdom har bestået prøven. Den sidste prøve vil være troens prøve; du skal konfrontere din indre frygt og finde dit sande jeg."
"Jeg vil gøre mit bedste." Alz smiler, og han er nu klar til at møde den sidste udfordring. Under vejledning fra den ældre mand træder han igennem en skinnende dør, straks omgivet af ét skarpt lys.
Da lyset forsvinder, finder Alz sig selv i et ukendt rum, omgivet af mange mørke skygger, som synes at spionere på hans indre. Hver skygge repræsenterer frygten og uroen i hans hjerte, og han føler en kvælende angst.
"Er dette min frygt?" mumler han stille, mens hans indre stiger. Fortidens fiaskoer, usikkerhed om fremtiden, ensomhed og hjælpeløshed blander sig, hvilket holder ham tilbage.
"Nej, jeg må konfrontere dem." Alz siger hæst til sig selv og tager et fast skridt fremad. Han ved, at disse skygger blot er illusioner fra hans hjerte, og kun ved at stå ansigt til ansigt med dem kan han overvinde dem.
Da han går hen imod skyggerne, springer en skikkelse frem fra ingenting; det er en dreng, der ligner ham selv, iført et hånligt smil, der er så irriterende. "Hvordan kan du blive en rigtig magiker? Du er blot en selvbedrager!"
Alz rystende hjerte men fortæller sig selv ikke at lade frygten blokere ham. Den stærke tro inde i ham støtter ham. Han går direkte imod skyggen uden at vige tilbage, "Jeg er ikke en tåbe, jeg er den modige Alz; jeg vil fortsætte med at arbejde hårdt, indtil jeg selv tror, jeg kan!"
Skyggen vakler for ham, som om den kan mærke hans enorme mod, og bliver mindre og mindre. Alz lukker sine øjne og kan rigtigt drømme om sejr; denne mod gør ham mere vedholdende.
Den næste skygge er ikke længere hans fortid, men en manifestation af de frygt og uroligheder, han bærer. Han ser en høj mur, der symboliserer en hindring, han ikke kan overvinne, "Du vil aldrig lykkes; du fortjener ikke den magt!"
Et selvsikkert smil breder sig på Alz' ansigt, "Uanset hvor svært det er, så længe jeg ikke giver op, vil jeg altid have en chance for at bryde igennem!" Han kaster sig frem, og med al sin mod bryder han gennem muren, som syntes umulig at klatre over; muren falder, og de mørke skygger forsvinder.
Endelig, når den sidste skygge beskriver den ubestemmelige form, tager Alz et dybt åndedrag og føler sig mere lettet end nogensinde før. Han forstår, at han har overvundet sin frygt og opdaget sit sande selv.
Den ældre mand dukker op igen, med et venligt smil. "Tillykke, unge magiker, du har bestået troens prøve. Du er ikke længere den frygtsomme dreng, men en ægte magiker fyldt med mod og visdom."
Da de ældres ord er sagt, svæver krystalkuglen op fra alteret, drejende omkring Alz og udsender et strålende lys, som om den fejrer hans bedrifter. En ubeskrivelig følelse vilder op i hans hjerte; han forstår, at dette alt sammen var muligt på grund af hans egen indsats og den spirituelle transformation.
Krystalkuglen lander forsigtigt i Alz' hånd, bærende al den styrke, han stræber efter. Han klemmer den hårdt og hvisker for sig selv, "Jeg vil bruge denne magt til at beskytte dette land og blive en ægte magiker."
Efter en række prøver begynder Alz sin nye rejse. Han træder ud af templet, hvor det strålende sollys og den stille østlige have venter på ham. Hans hjerte er fyldt med uendelige muligheder, mens Alz går gennem haven, blotter sin vision om fremtiden. Denne krystalkugle vil blive startpunktet for mange eventyr og vise ham vejen til den mere storslåede verden af magi.